OBS! Violinisten Hilary Hahn har desværre været nødt til at trække sig fra alle engagementer i en længere periode, vi arbejder på højtryk for at erstatte denne del af koncertprogrammet. DR Symfoniorkestret og dirigenten Susanna Mälkki opfører fortsat Sibelius’ 6. og 7. symfoni, der rummer alt fra det friske og lyse til det mørke og fortvivlede.
Hilary Hahn har desværre været nødt til at trække sig fra disse to koncerter i DR, hvor hun skulle have uropført Søren Nils Eichbergs Violinkoncert, Clair-obskure, som er skrevet til hende og bestilt af DR Symfoniorkestret. Uropførelsen vil derfor blive udsat til et senere tidspunkt, og vi arbejder på at erstatte denne del af programmet, så hurtigt som muligt. De to symfonier af Jean Sibelius, nr. 6 og 7, vil stadig blive opført under ledelse af Susanna Mälkki. Så snart den nye 1. halvdel er på plads, sender vi besked ud til alle billetkøbere. Vi sender alle bedste ønsker om snarlig bedring til Hilary Hahn.
OPRINDELIG TEKST
Amerikanske Hilary Hahn er blandt verdens førende violinister, og denne aften uropfører hun en ny koncert af den danske komponist Søren Nils Eichberg sammen med DR Symfoniorkestret og dirigenten Susanna Mälkki. Oplev også Sibelius’ 6. og 7. symfoni, der rummer alt fra det friske og lyse til det mørke og fortvivlede.
Violinisten Hilary Hahn har i over tre årtier tilhørt verdenseliten af violinister med en helt særlig kombination af udtryksfuld musikalitet og brillant teknik. Hun er en aktiv fortolker af ny musik, samtidig med at hendes indspilninger af det klassiske violinrepertoire allerede står som referenceindspilninger.
Nu vender Hilary Hahn tilbage til DR Koncerthuset med en ny violinkoncert af DR Symfoniorkestrets tidligere huskomponist Søren Nils Eichberg, som hun også tidligere har arbejdet sammen med.
Den finske dirigent Susanna Mälkki er ekspert i både Sibelius og nykomponeret musik, og denne aften får vi begge dele.
Sibelius’ 6. og 7. symfonier er som spejlbilleder af hinanden – den ene lys og forfriskende, den anden fortættet og skæbnetung – en kamp mellem håb og tvivl. Komponisten sammenlignede endda sin sjette symfoni med ”koldt kildevand” og ”duften af den første sne”. Den syvende er mørkere og mere kompakt, en sammenhængende musikalsk bue, som alligevel hæver sig mod et blændende lys.
You may also like the following events from DR Symfoniorkestret:
Also check out other
Concerts in Copenhagen .